søndag den 15. marts 2015
Spiralvest
Strikkelysten er fundet frem igen, så sygemelding har gjort lidt godt for tømning af strikkekurven, Spiralvesten var en af de ældste der lå i kurven, var hurtig til at starte op da jeg købte den for et år siden, men så blev den kedelig at strikke på, men nu er den færdig og tror ikke at den bliver en yndlingsmodel, ved ikke om jeg er så vild med den facon. Har undladt kontraststriben, da jeg ikke kunne bestemme mig til farven.
Har fulgt opskriften til punkt og prikke i str. medium, hvor der står at man skal bruge 200 gr. garn, men har lige til sidste centimeter kun brugt 150 gr., så igen en sjat til lageret, som skal findes anvendelse for på et tidspunkt.
Faktaboks:
Garn: 150 gr. Duo Merino i fv. 502.
Design: Spiralvest af Else Schjellerup.
Pinde: Addi Turbo nr. 2½ og 3.
Har været sygemeldt i 4 uger nu, starter på arbejde imorgen, heldigvis på halv tid, dvs. jeg har fået lov til at gå hjem når jeg ikke kan mere, det er jeg utrolig glad for, det er en lettelse at jeg ikke skal have det nederlag at jeg ikke kan klare at arbejde.
Trætheden er utrolig svingende, kan ikke planlægge noget på forhånd, for ved ikke hvordan jeg har det, selvom jeg synes det går fint en dag, så må jeg midt i min gåtur, bare sætte mig ned og hvile, og så er det bare med at komme langsomt hjem igen. Messen i Middelfart ville jeg så gerne have været til, men har ikke kunne overskue det, selvom jeg er blevet tilbudt at blive kørt og passet på.
Men må tage den tid der skal til, og håber at det bliver mere normalt, når jeg når fuld dosis af medicin. Indtil da, får jeg da strikket en del.
søndag den 1. marts 2015
Jeck
Når jeg selv skal sige det, så har jeg været rimelig god til at få lavet sokker her på det sidste, og Jeck skulle jeg bare lave da jeg så Lin's smukke eksemplar, og garnet er virkelig blødt og lækkert at strikke af, og det holder sig enormt flot i vask. Godt jeg købte 10 ngl. af det, skal have et par mere af det skønne garn.
De er strikke på gammeldavs med 5 pinde fra oven.
Faktaboks:
Garn: 73 gr. Move i fv. 09, fra garn.dk
Design: Jeck af Regina Satta.
Pinde: Træpinde nr. 2.5.
ADVARSEL!!! LANG SMØRE OM DÅRLIGDOM
Har fået et kæmpe chok og et totalt forandret livssyn efter en hændelse for 14 dage siden, prøver om jeg kan sætte ord på hele forløbet:
Havde døjet med noget blærebetændelse som efter en penicillinkur kom igen en weekend, hvor jeg så måtte ringe til lægevagten og få noget stærkere, kunne allerede efter den første pille mærke at jeg ligesom ikke kunne tåle de piller, men tænkte, giver ikke op, prøver til mandag hvor lægen igen har åbent. Ringede så mandag morgen og sagde så hvordan jeg havde det med dem, knugende fornemmelse i brystet og utroligt træt, fik en tid senere på dagen, kan ikke sige andet end jeg fik det helt store eftersyn og hun så bekymret ud da hun så mit EKG, lignede at jeg havde haft en blodprop.
Og så skal jeg ellers love at jeg fik set en ambulance fra indersiden for første gang, kan kun rose systemet for hurtig og professionel indsats, nitroglycerin og diverse piller skulle jeg sluge, alle mulige apparater tilsluttes, og afsted til OUH, hvor jeg også kom i kyndige hænder og blev undersøgt igen og igen, en masse vampyrer kom og tappede mig, flere piller og så til kranspulsåreundersøgelse, hvor de med kamera går ind i lysken, og der kan de så se alt. Ingen tegn på forkalkning, det var en lettelse!!!!
Så blev jeg overladt til mig selv i en seng med en masse tanker og hvad var det lige der skete her, det fik jeg så svaret på dagen efter, at jeg lider af noget der kaldes hjertesvigt, dvs. at mit hjerte ikke pumper som det skal, og derfor kan der dannes vand i lungerne, har godt nok været forpustet i meget lang tid, de ved endnu ikke hvorfor det er opstået og det er heller ikke sikkert de finder årsagen til det, skal til MR scanning senere.
Jeg kunne have gået endnu længere med det hvis ikke jeg havde fået den blærebetændelse, for en infektion er tit årsagen til at det opdages, for så siger kroppen til, at nu kan hjertet ikke overarbejde mere for at pumpe alt blodet rundt, når den også skal tage sig af en infektion.
Så langt så godt, så kunne jeg bare gå hjem igen med alle mine piller og en tid på hjertesvigtklinikken en uge efter. Men lige der var der noget der haltede, kunne godt have brugt noget vejledning i hvordan jeg forholdt mig til det hul de havde lavet i lysken, vidste ikke at jeg skulle betragte det som en operation og blev mere og mere bange efterhånden som mit ben fik et større og større område af blå mærker, det resulterede så i at jeg hyperventilerede og besvimede, så min datter ringede 112 og var så igen igen i en ambulance, og der fortalte den søde falckmand mig hvad det handlede om, og fik så kigget på det igen på OUH, og ingen grund til bekymring, hjem igen........
Aldrig har jeg været så abnormt træt og ufocuseret, så svimmel og tørstig og sulten på en gang, og kunne slet ikke forstå at jeg nogensinde havde synes at strikning var interessant, (hvorfor lå det strikketøj der og gloede dumt på mig), som jeg var i den første uge efter, kunne ikke sove, var bange for at lægge mig ned, så den smule søvn jeg fik var siddende, forsøgte at læse om det på nettet og det hjalp en del, for jeg skulle have det sådant, og det ville blive bedre. Så lørdag besluttede jeg mig for at nu skulle jeg ud af døren, det blev med ledsagere og ud og handle, der kunne jeg støtte mig til en indkøbsvogn og skulle ikke løfte en finger, skulle tage mig alvorligt af min vejrtrækning for ikke at miste kontrollen igen, men det gik og jeg var pavestolt bagefter. Søndag gik jeg på egne ben en lille tur, og det er kun gået fremad med gåturene, de bliver længere og længere og får det faktisk meget bedre efter sådan en tur.
Det har helt klart hjulpet at jeg er sluppet af med halvdelen af det vanddrivende medicin jeg fik, og må godt skippe den sidste halve tablet når jeg selv synes, for de drev alt vand ud af mig, var fuldstændig indskrumpet, og drak vand konstant.
I dag blev jeg så lige pludselig træt igen, og måtte gå hjem, men sådan vil det så være fremover, men psykisk har jeg det helt klart bedre nu, har ikke reageret vildt og voldsomt, det er så også noget jeg tænker over, hvorfor har jeg ikke det, og kommer det senere???
Det er meningen at de hjertepiller jeg får, skal stige i dosis over tid, så der går nok lang tid endnu, inden jeg kan sige at nu er det som det kan være. Tænker meget på når jeg skal begynde at arbejde igen, at det bliver hårdt og om jeg kan klare det, men det siger de jeg kan.
Vil utroligt gerne høre hvis nogen af jer har erfaring med denne sygdom og hvordan i har oplevet det.
søndag den 21. august 2011
Lidt af hvert
Nå, men lige til noget helt andet, fandt disse forskellige frø fra nogle træer på Mallorca, kan ikke lade være med at tage det med hjem, men nogen der ved hvad de hedder??
Den store voksede på træer, der kunne ligne figenblade, men mere grønne og blanke, og de sad i klaser.
Og det er ikke Johannesbrød, for dem så jeg også. De små kan jeg ikke beskrive træernes udseende.
lørdag den 28. maj 2011
Tour de Århus
lørdag den 23. april 2011
Hilsen til Irene
For 3 år siden stiftede jeg bekendtskab med dig i denne blogverden, og fulgt med i alle dine smukke kreationer, samt din ukuelige optimisme mht. til din sygdom, savner dig på bloggen, med alle dine søde kommentarer og supergode indlæg.
Sender lidt bloghjælp til dine skytsengle, som arbejder hårdt for dig. Så du kan komme hjem og strikke flere flotte ting.
søndag den 13. februar 2011
Her er så stille nu.....

fredag den 31. december 2010
Status for året 2010
Det er årets sidste dag, og tid til at gøre lidt status for året der gik. Vil ikke oploade billeder af alt det jeg har lavet, for det første er det jo gjort en gang og for det andet ligger de fleste billeder på min gamle computer, og gider ikke hente dem ned fra Picasa. Lidt doven har man da lov at være..:o))
Så i får et par billeder fra mit igangværende projekt tæppe, som ikke er nået særligt langt endnu, har ikke været i hæklemode den sidste tid.
Helt sikre hits i årets løb er:
- Avistrøjen til manden, den har hængt på ham hver eneste dag.
- Ceciliavesten har jeg brugt rigtig meget og den var sjov at strikke.
- Spidskompetence er godt slidt i kanterne.
- Patentcardiganen har været super her i kulden.
- Skovtur er simpelthen den bedste model i år, så anvendelig.
- Linnea har hængt på mig siden den blev færdig.
Plus en del andre ting som jeg også har brugt meget, men der har jo også været en del flops, hvor tingene blev for store eller for små, nogle der bare ikke hittede, men jeg har haft fornøjelsen af at strikke dem, og det er jo det der tæller.
2010 er også det år jeg har brugt allermest garn, nemlig hele 5.480 gr. og har lige knapt rundet sidste års garnkøb, nemlig kun købt 7.005 gr. Sådan set lidt stolt af mig selv..:o))
Men det er jo også rart at vide at der altid er noget på lageret når man lige får lyst til et projekt, og det gør ikke noget at der er til svære tider, da jeg til sommerferien er uden arbejde, hvis ikke jeg finder noget imellemtiden, så er det dejligt at der er noget at tage af.
Vil ønske alle her et rigtig godt nytår og tak for mange gode timer der er gået med at læse jeres blogs og se alle de flotte ting som i laver og deler med os alle, det er sjovt at følge med i og man får så mange gode ideer at der slet ikke er vågne timer nok til at udføre alt det man gerne ville, hvilket medfører at to-do listen stiger og stiger, der kommer jo hele tiden nyt på og det gamle sat længere ned, kender i det problem???
Og på glædeligt gensyn i 2011!!!
lørdag den 12. juni 2010
Lige nu
Ugen startede med at mandag morgen måtte jeg vende om, da bilen sagde mærkelig lyde, køre med manden i stedet og sørge for transport af bil til værksted osv.
Tirsdag var normal, bortset fra stadig køre med manden, lige indtil kl. 13,30, hvor hele virksomheden jeg arbejder i bliver med 5 min. varsel kaldt sammen og får den besked at de flytter hele molevitten til udlandet, 300 mennesker står bare der og kigger og der er helt stille, hører direktørens ord, og så siger han ved gud at det glæder ham at virksomhedens navn fortsætter, bare i et andet land, han har overhovedet ikke kæmpet for at det skulle blive her det eventuelt kunne fortsætte, for det er os der har kæmpet og tjent penge ind til det andet, fordi de havde et kæmpe underskud efter finanskrisen, og vi har super travlt, det vælter ind med ordrer.... Det fatter jeg ikke en meter af.........
Vi får udleveret fin brochure med tlf. nr. til krisepsykologer, og så kan vi gå hjem!
Og vi kan dårligt nå at ringe til familien, for pressemeddelse kommer ud 15 min. efter vi har fået det at vide, jo jo, der er skam styr på sagerne.
Egentligt var jeg ikke så overrasket, vi havde tit talt om at det blev dem eller os, og kan ikke huske hvad jeg lige lavede da jeg kom hjem, andet end at sumpe rundt og det kørte rundt deroppe..
Onsdagen gik med at vi bare sad, gik rundt og snakkede med alle, nogle valgte at blive væk, andre brugte krisepsykologerne, jeg kunne ikke holde det ud, bare at gå der og ikke lave noget, så da mekaniker ringede og sagde min bil var færdig, tog jeg bussen ud og hentede den, og kørte hjem, og sumpede..
Torsdag var normal arbejdsdag, flere gik til krisepsykolog, de havde udvidet åbningstiden, og jeg benyttede mig af muligheden, fordi, jeg havde slet ikke reageret på situationen endnu, og fik ikke så meget ud af det, andet end at skulle tage det med ro, og vente, ikke søge andet job lige nu, for de har sørget for vi får hjælp, og fratrædelsestidspunktet bliver fra november indtil næste sommerferie, alt efter hvilket område der skal flyttes først.
Men tankerne flyver, hvad skal man??? Og nu har regeringen forringet det hele for arbejdsløse, ender man lige pludselig på kontanthjælp???
Kontanthjælp, hov, så har man måske ikke råd til at købe garn, fløj det gennem mig, straks jeg fik fri måtte jeg en tur til DAD, for de havde jo garn til halv pris, må vist hellere fylde godt op, og nu er jeg fuldstændig ligeglad med om lageret eksploderer.
Så venter vi bare på at det bliver den 29. juni, for da skulle vi få sat dato på vores afskedigelsestidspunkt...:o((
Det bliver nogle lange uger at gå og vente, men vi trøster os alle med at vi er i samme båd, vi er jo ikke blevet prikket i en almindelig fyringsrunde.
Det er heller ikke så meget det at skulle undvære sit job, det er allermest kollegaer, som man har haft i over 25 år, vi har været unge sammen, vi har været gravide sammen, vi ved alt om hinandens liv og familier, vi ved hvor vi har hinanden, og vi respekterer hinandens måde at gøre tingene på, det bliver svært at undvære!!!
Nå, nu fik jeg luft, og så til det negative strik, det har der jo været meget af her på det sidste, også denne gang, gider ikke engang tage et billede, men har strikket denne model, og den er helt hen i vejret, mærkelig facon, og jeg har fået den lavet alt for stor, den bliver pillet op, for ingen kan have sådan en model på.
Lidt positivt skal der også være, har købt Misty, og er i fuld gang med at strikke Lucy, kan næsten allerede mærke det bliver en god model, der skal bare lige regnes lidt, for håber jeg har garn nok til den, og det er fra lageret.
Og hvis du er nået hertil, siger jeg tak for at du gad læse det, det hjalp i hvertilfælde at få det skrevet ned.
Har også helt glemt blogverdenen i denne uge, vender stærkt tilbage, er jeg sikker på. ...:o))
lørdag den 9. januar 2010
Status for 2009







Men vil da lige benytte lejligheden til at gøre lidt status over det gamle år, hvor jeg da har strikket en del mere end i 2008, men selvom der er kørt mere garn gennem fingrene er lageret ikke svundet ind, tværtimod er det bare vokset, jeg har brugt 4715 gr. garn fra lageret, men købt 7120 gr., så det giver en lagerforhøjelse på 2405 gr.
.
Og så vil jeg lige sige at det gør helt godt for lageret at være uden internet, samtidig med juleferie, for har næsten strikket mit Sommersjal færdigt, mangler lige at den lange pind til kanten ankommer, og skal lige finde en fotograf til de andre færdige projekter, men mere om det senere.
tirsdag den 29. december 2009
Ingen internet :o((
Igen igen er jeg uden forbindelse til omverdenen, fordi TDC's ledninger i jorden har fået for meget vand og de kommer først engang i næste uge og kigger på sagen. Surt surt........
Har lige sat min telefon til som modem, men den er en krig om at åbne en side og det rækker min tålmodighed ikke til, så må vente med at blogge til de har lavet det.
Men nu har jeg så god tid til at strikke og læse bøger, kan i have det rigtigt hyggeligt i blogland.
lørdag den 14. november 2009
Smykke kursus

Dette indslag har overhovedet ikke noget at gøre med strik, for har næsten ikke strikket en pind de sidste par uger, nej, jeg har nemlig været så heldig at komme på et 14 dages Guld og sølvsmedeteknik kursus på Guldsmedehøjskolen på Københavns tekniske skole. Det er helt fra bunden, ingen erfaring med noget i den retning, men selvfølgelig kan vi ikke nå at lære hvad der ellers tager 4 år på bare 14 dage, men vi lærer de grundliggende ting så som at save metallet ud i de mål man nu skal bruge det i, og file, bukke det i den facon man vil have, samt at slaglodde det sammen.
Det øverste billede viser hvad jeg har nået i den første uge, en broche, som jeg selv har designet, vi havde en fri opgave for at lære at slaglodde ting sammen, og ville gerne lave noget jeg kunne bruge, den er lavet i messing og det er med vilje jeg har fået den til at se lidt grim ud, ville ikke have en skinnende blank ting. Og 3 ringe som ikke er helt færdige endnu, de mangler det sidste polering, de er ikke lige helt efter målene, og den ene kan man se min samling, og det må ikke kunne ses, men det er jo også kun for at øve teknikken, de er også lavet i messing, det er jo billigere at lære på end sølv.
Men i næste uge skal vi lave en sølvring med en sten i, som jeg glæder mig til at prøve at arbejde i, det skulle være meget blødere end messing.

Her er fruen herself igang med saveøvelserne, en lille blomst, dem har jeg lavet 2 af.

Her bliver ringen slagloddet sammen, ved hjælp af en ilt/gasbrænder, uha, det tager sin tid at få blandet de to ting så flammen bliver som den skal være, og der skal også passes på at emnet ikke bliver for varmt, hele tiden er der noget der kan gå galt, så er det bare om igen. Emnet bliver utroligt grimt af at blive varmet op, men så kommer det i varm syre, og vupti er det flot og blankt igen.

Ja, og hvad får man så tiden efter skole til at gå med, skal jo ikke tænke på at handle ind til aftensmaden, eller vasketøj, når man bare bor på fint hotel og får det hele serveret. Det eneste problem vi har haft er sjiskesjaske regnvejr og i at finde ud af hvor vi skulle indtage vores aftensmad. Og i mellemtiden kan man så daske rundt i byen og finde gode butikker, nu er det en ikke strikker jeg er sammen med, så kun et kort besøg i Sommerfuglen, men ellers fandt vi denne skønne butik i Kompagnistræde, hvor der røg en del julepynt med hjem.

Har haft meget lidt computertid til rådighed, og den bærbare jeg havde slæbt med blev ved med at lukke explorer ned, så jeg opgave at blogge og læse blogs, så i må undskylde at jeg ikke har nået at kommentere de indlæg i har lagt ind, men vender forhåbentlig tilbage når jeg er færdig og kan komme til min egen gode gamle stationære igen, som jeg skriver fra nu hvor jeg er hjemme på weekend. Og havde slæbt tre forskellige strikketøj med, men det er kun blevet til et par engle. mest strikket i transporttiden til og fra skole og i toget frem og tilbage.
lørdag den 8. august 2009
Tur til hovedstaden
MEN, vi købte ikke noget!!!! Der gik et eller andet galt for os, tror det simpelthen blev for overvældende med alle de muligheder der var, og så kan jeg ikke overskue noget som helst, når der bare er frit valg på alle hylder.
Kunne ikke komme i tanke om et eneste projekt der kunne bruges til det garn man stod i hænderne med.... Eller var det varmen.

Jeg tabte både næse og mund da vi kom ind i denne forretning, først kommer man ind i et lokale med bånd på alle hylder, så et lokale med lynlåse i alle regnbuens farver, alt hængt sirligt op på rad og række, og til sidst dette lokale kun med knapper, aldrig har jeg set så mange knapper på en gang!!! Fik lov at tage disse billeder, og kunne næsten ikke finde de planlagte knapper når der nu var så mange at vælge imellem, men fik da købt et par stykker.

Nyd lige at alt er fint sorteret i farver, børneknapper havde en hel reol for sig selv.
Forretningen er til salg, hvis nogen skulle have lyst!!

Tilbage til de der garnbutikker, vi startede i Sommerfuglen, vildt hyggelig butik med alle de lækre garner man ellers kun kan se på nettet. Bøger, sjove knapper og en masse dejlige ting. Næste stop var Bette Design, smuk, enkel og rummelig butik, meget nemt overskuelig, super sød indehaver, vi fik svar på alt og man følte ikke at man var nødt til at købe noget, vi havde fat i mange ting, men kunne jo ikke bestemme os. Nu kunne jeg godt have brugt noget af det lækre Nikolaj garn hun fører....
Et kig i Strikkeboden i Fiolstræde og Uldstedet lidt længere henne, en lidt for sammenpresset forretning, og alle Isagermodellerne der hang opstrikket gjorde ikke noget godt for modellerne, de var alt for løst strikket, og farverne var ikke de samme som i bøgerne, hvilket jeg synes giver en forkert indtryk af dem. Rismarker f.eks. var kun strikket med en grøn farve, og det gav en helt anden trøje, Løgblomst, som skulle være en str. M, lignede en der kunne passe XL.
Vi fik da også kigget på Skipperstoffer, også en hyggelig butik, hvis man lige har brug for stof. Vi nåede da også at kigge på en masse andre forretninger. Så gjorde vi noget jeg fortryder helt vildt, havde slået op at der var endnu en garnbutik der skulle være et besøg værd, den lå på Østerbrogade, vi havde jo kort med og mente at der kunne vi fint gå ud, men der var godt nok langt, jeg havde ikke mine gode sandaler på, for de var ved at gå i stykker, jeg slæbte mig næsten de sidste meter til butikken og vi var enige om at et eller andet skulle der købes, for den lange seje vej og ømme fødder, om ikke andet så noget strømpegarn, MEN vi har dog aldrig været et sted der var så kedeligt, vi kunne overhovedet ikke finde noget garn om så vi havde fået det foræret!!!! Og en taxa blev løsningen på hjemturen, for vi kunne ikke gå et skridt mere.
Hele dagen efter har jeg siddet med benene oppe, fødderne vildt hævet og store vabler under fødderne og sår på tæerne... AV, AV.
Vi var et smut igennem Botanisk have, da vi skulle finde den dumme garnbutik, men tiden var knap så det blev kun et hurtigt kig på enkelte planter, men det sted skal jeg da have besøgt en anden gang. Men alt i alt, en super hyggelig tur, med god mad og kaffe undervejs, det laver vi om en anden gang, bare med ordentligt fodtøj!!!
lørdag den 1. august 2009
Ferien er slut

Øv, øv, 3 uger flyver bare alt for hurtigt afsted, hader den sidste dag før jeg skal på arbejde igen, det er bare så hårdt at komme tidligt op igen, nu hvor man bare har gået og hygget, sovet længe og ikke hængt i en klokkestreng. Sådan er det jo hvert år....:o((
Nå, men har da fået startet en hel del strikkerier op her i ferien, det er så spændende at starte på noget nyt, bedre end at gøre noget færdigt.
Hele 6 ting er på pindene, blandt andet mine første toe-up sokker, har strikket den første 2 gange, da den blev for stor, nu tror jeg den passer, men gider ikke lige fortsætte, for jeg har jo også gang i et meget simpelt sjal, plus en del mere.

Var på fåredag i Gummerup, men købte ikke noget, der var ikke noget nyt og spændende, det er nok mere spændende for spindere. Sjalet herover er i silkegarn fra Lavendelgården, hvor jeg har besøgt Lone et par gange i ferien, glemte helt at spørge om løbelængden på garnet, bare for at få det lagt rigtigt ind på Ravelry, men det er lækkert garn, selvfølgelig som silke er lidt uelastisk at strikke med, derfor det nemme sjal, for havde startet med et lace-sjal, men det kunne mine fingre ikke holde til at strikke så mange masker sammen.
Nu glæder jeg mig bare til det bliver torsdag, for så skal Joan og jeg gøre alle Københavns garnbutikker et visit, det kan vi lige nå på en orange billet, og så vil jeg ikke love at jeg ikke køber noget...:o))
fredag den 22. maj 2009
Sikken dejlig dag

torsdag den 1. januar 2009
Godt nytår og startitis



lørdag den 13. december 2008
Gået i sort

Ja, min computer er gået i sort, vist nok grafikkortet der er stået af...:o(( Øv, hvor er man bare afhænging af sådan noget. Har skilt den totalt af og hold da op, alle de nullermænd der kan være i sådan en tingest, men den blev blæst ren ved hjælp af trykluft, og en køler, der længe havde larmet blev sat fast igen. Men det hjalp ikke på at den hele tiden slukkede skærmen, så der var ikke andet at gøre end at ringe til experten, og han har lovet at tage den på mandag. Så fra nu af skal jeg huske at tage backup af alle mine filer, har bare så mange opskrifter og billeder liggende på den. Og den er også hovedcomputer her i huset til printer, foto og internetforbindelse, så det meste af eftermiddagen er gået med at få den anden rigget til.
Formiddagen blev brugt til at lave 4 slags småkagedej, de er klar til den store julebagning imorgen. Og strikbilleder må i undvære til jeg får lavet computeren.
lørdag den 11. oktober 2008
Supersoft er landet.

Se lige hvad posten kom med, det lækre Supersoft i 2 skønne farver, købt på efterårstilbud hos Marianne Svit. Har indtil videre planer om at strikke noget fra Norah Gaughan hæftet jeg købte tidligere. Men skal bare lige finde noget garn der passer sammen med, og det regner jeg med at kunne finde hos BC-garn i Kolding, som har lagersalg samme dag som messen i Fredericia.
Strik ?? jo, jeg har skam også noget der er færdigt, og det er et styk Ærmeling, som jeg endelig har taget mig sammen til at få hæftet ender på, men den hænger til tørre lige nu, så den må vente til en anden gang. Og Fifi har fået strikket en kant rundt i halsen, så nu kan jeg have den på uden at føle mig helt bar.
Jeps, og i næste uge har jeg kun to arbejdsdage, så kan se frem til at hygge lidt hjemme med datteren sidst på ugen, og håber at få strikket lidt mere end jeg har her på det sidste.
Onsdag skal hun lige vaccineres for HPV-virus første gang, og hun er jo en af de heldige der opfylder aldersbetingelserne for at få den gratis, hvilket jeg synes er lidt forkert, at det afhænger af hvornår man er født, hvis bare de andre kriterier er opfyldt, for har en kontanthjælpsmodtager eller enlig mor måske lige 3.500 kr. til sådan en vaccination??? Og mange vil måske vælge den fra pga. prisen, og det er jo vigtigt at de får den, jeg synes at det må være en ekstra sikkerhed at have i bagagen, når de -hulk - begiver sig alene ud i den store verden om ikke så længe...
Min niece er lige født 1 måned for tidlig til at få den, men sådan er reglerne bare.... Og hun er faktisk født meget for tidlig, hvis hun var kommet til terminsdatoen, havde hun fået den gratis....
Og rigtig god weekend til jer alle, og meget fine indlæg om strikkefestivalen har i lavet, vil deltage næste år, nu da det ikke er så langt væk herfra.
torsdag den 10. april 2008
Fødselsdag
tirsdag den 8. april 2008
Konfirmation

Så er den store dag overstået og spændingen udløst, nervøsiteten var stor i kirken, men hun klarede sig flot. Og fin var hun i kjolen med mors hjemmestrikkede bolero udenpå, og jeg havde hæklet en blomst som broche, da dem man kan købe var alt for tunge til den tynde trøje, og hun havde den på hele dagen, da temperaturen jo ikke lige var sommergrader.
Masser af penge fik hun og en bærbar, som hun har ønsket sig så længe, og nu kan jeg vel få den gamle pc helt for mig selv og bruge endnu mere tid på at surfe rundt. Og halskæde og ringe var der også mellem gaverne.
Og dagen i går blev brugt på at shoppe igennem, spille bowling og til fest om aftenen. Så det var en træt dame jeg kørte i skole i dag.
Og tænkt sig at hun allerede er 14 år, syntes lige at vi bar hende til dåben sidste år, tiden flyver bare afsted, og herunder er hun i sin første hvide kjole. Og her er det ikke et hovedløst billede, for en sart teenager vil ikke have sit billede lagt ud på nettet.

Og, endnu en stor dag kommer i morgen, den gamle her fylder 50 år, puha, bare at skrive tallet gør mig helt træt, men fødselsdagen holder jeg først hen på sommeren, orker ikke flere forberedelser lige nu, så vil for en gangs skyld bare slappe af på min fødselsdag.
Kom lige til at købe noget garn i dag, da jeg alligevel var ude at køre, vender tilbage med billede af det senere.....
lørdag den 5. april 2008
Júnik garn

Efter en rigtig spændende aften på Strikkecafeen i Odense med besøg af Bente Rønberg, endte det ud med at jeg købte dette lækre garn, som er tiltænkt at skulle bruges til Mysticlight, når jeg nu engang kommer igang med det. Der er allerede kommet 2 clues, men jeg venter lige til jeg er færdig med min stola, og den er meget tæt på at komme af pindene.
Bente fortalte i en hel time, især om sit strikkemaskineprojekt i Afrika og det forhold hun fik til en afrikansk pige, som hun har taget til sit hjerte og sørget for at hun kom i behandling for aids og fik en uddannelse, det var meget rørende at høre om. Og selvfølgelig blev der også snakket strik og vi så modellerne fra den nye bog Strik i farver, som også handler om hvilke farvetyper vi er.
Tilbage til det lækre Júnik garn, som minder utrolig meget om den Shetlandsuld Kastanien har, samme sprøde bløde kvalitet, og kunne ikke stå for den farve, så vupti var det lige pludselig købt...
Så har jeg meldt mig til en ny mystisk ting, men den starter heldigvis først til sommer, men lyder utroligt spændende, det er et Faroese lace shawl med masser af perler, næsten 3000 stk. har noget garn i tankerne, men ikke endeligt besluttet mig endnu.
Og nu skal jeg igang med de sidste forberedelser til konfirmationen i morgen, så må computeren lige få sig en hvilepause. Kan i have en god weekend allesammen.....

