Viser opslag med etiketten Veste. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Veste. Vis alle opslag

søndag den 27. november 2016

Blues og Anni



Nu er det vist på tide at jeg får lagt lidt af færdige projekter ind på den her blog, det er svært at finde energien til at få det gjort.
Så her kommer en vest af Hanne Falkenberg, som har ligget længe i mappen med opskrifter og fandt rester på lageret til at strikke den af.
Må siges at være et meget spændende stykke strikketøj, havde ingen ide om hvor pokker jeg var henne i processen, men alt lykkes til sidst. Fatter simpelthen ikke hvordan hun udregner sådan en opskrift, alt er udførligt skrevet så man forstår det, elsker sådanne opskrifter.
Modellen er nok alligevel ikke en jeg vil gå med, men der kommer nok en forbi en dag, der kan bruge den.

Faktaboks:

Garn: 211 gr. Samarkand i farverne Walnut og Brombær.
Design: Blues af Hanne Falkenberg.
Pinde: Karbonz nr. 3.






Bestilte garn til et nyt projekt og faldt så samtidig over strømpegarnet, som jeg aldrig har prøvet, hold nu op hvor er det lækkert, blankt og blødt og ingen knaster af nogen art, er der i det. Bestemt et strømpegarn jeg vil bestille mere af, når jeg har fået bund i lageret. Virkelig dejligt at strikke med.
Mønsteret så jeg jo hos Lene i en af månedens sokkeprojekter, lånte bogen på biblioteket og så var de sokker hurtigt strikket. Eneste ændring er at jeg i stedet for glatstrikket hæl, har lavet 1 ret - 1 løs af, synes det giver en mere slidstærk hælkappe.

Faktaboks:

Garn: 100 gr. Highland sock i fv. Granite.
Design: Anni af Stephanie van der Linden fra bogen Op-Art socks.
Pinde: Strømpepinde nr. 3.

Flere sokker er undervejs, når man først er kommet igang med dem, så kører det bare derud af, har også gang i en cardigan, samt en mere på snart startstadiet, så går ikke tør for ideer lige foreløbelig.
Og vil ønske alle en rigtig god 1. søndag i advent.

søndag den 15. marts 2015

Spiralvest



Strikkelysten er fundet frem igen, så sygemelding har gjort lidt godt for tømning af strikkekurven, Spiralvesten var en af de ældste der lå i kurven, var hurtig til at starte op da jeg købte den for et år siden, men så blev den kedelig at strikke på, men nu er den færdig og tror ikke at den bliver en yndlingsmodel, ved ikke om jeg er så vild med den facon. Har undladt kontraststriben, da jeg ikke kunne bestemme mig til farven.

Har fulgt opskriften til punkt og prikke i str. medium, hvor der står at man skal bruge 200 gr. garn, men har lige til sidste centimeter kun brugt 150 gr., så igen en sjat til lageret, som skal findes anvendelse for på et tidspunkt.



Faktaboks:

Garn: 150 gr. Duo Merino i fv. 502.
Design: Spiralvest af Else Schjellerup.
Pinde: Addi Turbo nr. 2½ og 3.

Har været sygemeldt i 4 uger nu, starter på arbejde imorgen, heldigvis på halv tid, dvs. jeg har fået lov til at gå hjem når jeg ikke kan mere, det er jeg utrolig glad for, det er en lettelse at jeg ikke skal have det nederlag at jeg ikke kan klare at arbejde.
Trætheden er utrolig svingende, kan ikke planlægge noget på forhånd, for ved ikke hvordan jeg har det, selvom jeg synes det går fint en dag, så må jeg midt i min gåtur, bare sætte mig ned og hvile, og så er det bare med at komme langsomt hjem igen. Messen i Middelfart ville jeg så gerne have været til, men har ikke kunne overskue det, selvom jeg er blevet tilbudt at blive kørt og passet på.

Men må tage den tid der skal til, og håber at det bliver mere normalt, når jeg når fuld dosis af medicin. Indtil da, får jeg da strikket en del.

onsdag den 9. maj 2012

Tangent



Den her model har ligget længe og skammet sig på hylden i skabet, fordi jeg kan ikke lide den dybe halsudskæring, og havde næsten glemt jeg havde strikket den, nu kom den frem i lyset og overvejer hvad jeg skal gøre ved den. Først og fremmest skal jeg have pillet de tryklåse af der sidder under knappen, for har heldigvis ikke lavet knaphul i den som opskriften ellers er skrevet til. Måske den så kan bruges hvis jeg trækker den mere sammen foroven med en nål.
Ellers måske nogen har en god ide???

Den var utrolig spændende at strikke og garnet er jo dejligt, det farveskiftende garn havde jeg på lager, så måtte kun ud og købe den ensfarvede, hvilket Irene fluks fik købt hjem til mig og sendt i en fart. Opskriften nem at forstå, med udførlige tegninger og billeder.



Faktaboks:

Garn: 245 gr. i alt, med 120 gr. Kauni i fv. PP1 og 125 gr. Kauni i fv. E1
Design: Tangent af Ruth Sørensen.
Pinde: Addi Lace nr. 3.5.

Ellers har jeg godt nok haft startitis, og hele baduljen er pillet op igen, kunne ikke blive enig med mig selv om hvilken model jeg skulle vælge til noget bestemt garn jeg så gerne vil have brugt, men måske en dag jeg finder en løsning, så gik der da tid med det.
For jobs er der ingen at søge af, er ved at blive godt rastløs af at gå hjemme, nu måtte der gerne ske noget, ikke engang vikarbureauret gider skrive tilbage.
Nå, men det går nok op i en højere enhed lige pludselig...:o)

lørdag den 18. december 2010

Springform



Så springer jeg lige ud i en ny form her i snevejret, undskyld for de plettede billeder, men farverne er smukkere udenfor, og så må man jo stå og fryse mellem snefnuggene lidt, inden manden får taget de billeder, han spurgte hvad det var for en klud, og at det lignede en brynje fra vikingetiden, det kan den måske også godt gøre, men den er altså simpelthen genialt udtænkt den model, det er bare et helt lige stykke der er strikket fra forkant til forkant, hvor man kun lukker af til ærmegab, og så slår op igen når stykket under armen er bredt nok.
Det er bare de masker man slipper løs igen der gør at vesten får sådan en flot facon, det er da genialt, ikke noget med vendestrik. Helt perfekt tv-strik når man først har fundet rytmen med at lave hullerne.



Kan lige se her at jeg godt kunne have haft en sort trøje under, det ville have været pænere, og så have sat den lige bagpå, men pyt det går jo nok, det var jo kun lige fordi det skulle gå stærkt når der var en fotograf i nærheden.

Faktaboks:

Garn: 160 gr. 3-trådet bomuld/uld fv. C5 fra Geilsk.
Design: Springform af Bente Geil, findes også som gratis opskrift på Hendes Verden.
Pinde: Addi Turbo nr. 3.5.

Har strikket den i str. Large, og den er rigelig stor i størrelsen, brugte kun 10 gr. af det 4. ngl. Men den skal nok blive brugt, for den er meget anvendelig, selvom den er ikke så varm lige nu, men i overgangsperioden er den jo super.



Lige en skulderdetalje, det er kilen der gør ærmet, og det samme med forkanterne foroven, dem der er kan foldes ud, og de bliver liggende, det er skønt.

Skulle have styr på alle gaver, har lige bagt 3 slags småkager, så mangler kun lige at tænke på at få handlet ind til maden, det er dejligt. Desværre skal jeg lige på kursus de 3 næste dage også, men har da torsdag til at få det sidste på plads i, så skal det jo nok blive jul igen. Så synes at jeg fortjener at slappe af resten af dagen med lidt strikketøj, kaffe og småkager....
Hvis jeg nu ikke får tid til at skrive inden jul, så må i alle have en rigtig glædelig jul!!!

lørdag den 23. oktober 2010

Nomade vest



Det er en af de projekter i meget lang tid, som jeg ikke har kunne lægge fra mig, da jeg først var kommet igang med at strikke på det, skulle lige have en pind mere....
Modellen er smuk, farverne skønne, men er ikke lige helt sikker på at den er noget for mig, havde fra start sagt jeg ville have ærmer i, for at få den brugt lidt mere, men lige nu er jeg lidt øv, og gider den egentlig ikke, tror den bare vil ligge i skabet. Har ikke lyst til at bøvle med at få nogle ærmer sat i den.



Den flaner meget forneden, måske en vask mere vil hjælpe på det. Men den sidder til foroven. Og har fundet de smukkeste knapper til den hos Ria's Fournituren i Utrecht, hvor jeg lige har været et par dage i ferien. Skøn butik med mange knapper og bånd, ikke noget garn.



Faktaboks:

Garn: 270 gr. Shetlandsuld fra Christel Seyfarth.
Design: Nomadevest af Christel Seyfarth.
Pinde: Addi Lace nr. 3.5.

Har i dette øjeblik besluttet mig til at sælge den, hvis nogen skulle have lyst til at eje sådan en model, så måler den ½ brystvidde 44 cm, ½ hoftevidde 50 cm og længde ca. 63 cm.
Og til en pris af 600 kr., langt under hvad et kit koster.
Send en mail til rosenstrik (snabela) mail.dk
Skal til messe på lørdag i Fredericia, hvor jeg kan tage den med, hvis nogle vil prøve den.

Har som skrevet lige været en tur i Holland med tog, der havde jeg så 2 x 10 timers strikketid, og fik startet op på Skovtur, og endnu en Pimpelliese, og skal lige sige det giver noget at have så mange strikketimer ud i en køre.
Utrecht har kun 1 garnforretning, Modilaine, og der er ikke det helt vilde at komme efter, de fører Rowan og en del andre mærker, så det blev kun til noget Phildar merino, (ravelry link) et mærke jeg kan huske fra 80'erne at jeg strikkede meget i, tænkte at det lige passede til et tørklæde til min nye jakke i farven.
Men til gengæld har de mange små sjove forretninger, og jeg fandt en knappebutik mere i samme gade som Modilaine, der var alt til syning, rigtig flotte ting.
Og det var så den ferie, tiden løber bare alt for hurtigt, og dagligdagen truer forude...:o))

søndag den 15. august 2010

Jess



Yes, siger jeg ikke til Jess, modellen er sød nok, men den er bare blevet for stor, trods jeg har strikket den i medium, og den har fået en varm maskinvask.
Måske er garnet for tungt til denne model, men så fik jeg da brugt det som jeg trævlede op fra Lucy, som der manglede ærmer til. Garnet fejler bestemt ikke noget, det deler sig ikke og er rimeligt blødt at strikke med selvom det er bomuld af den lidt tykkere slags.
Designet er super, men en ting er jeg ikke så vild med, det er man kan tydeligt se indtagningerne, fordi de skal tages ind ved at strikke 3 masker sammen inden for de 3 kantmasker, men det er svært at gøre det anderledes når det er perlestrik, som også er meget elastisk.



Faktaboks:

Garn: 385 gr. Soho Summer DK Cotton fra Joe Sharp, fv. 234.
Design: Jess fra bogen Misty af Kim Hargreaves.
Pinde: Addi Turbo nr. 4.

Er ved at komme ind i hverdagen igen efter ferien, hvori jeg har haft startitis, så kan næsten ikke bestemme mig til hvilket strikketøj der skal have opmærksomheden, så det bliver lidt på dem allesammen, og samtidig med har jeg så mange modeller på to-do listen, som jeg drømmer om at komme igang med..... Sikkert kendt problem her i blogland..:o))
Og glæder mig helt vildt til vores første strikkecafe i september hvor der kommer besøg af Sanne fra Rasmilla.

søndag den 18. april 2010

Cecilia



Endnu en model af Else Schjellerup har jeg med glæde lavet, udførligt og velskreven opskrift, der er ikke noget at tage fejl af.
Og slet ingen montering, kun hæfte ender!!!
Købte opskrift og garn til messen i Middelfart hos Garniture, og den kom på pindene dagen efter, det var et sejt stykke de nederste snoninger på p. 2.5, men det giver et flot resultat.
Har lavet den i str. L, da jeg strikker meget stramt og den er tæt i det.
Der er også lavet en kjole, som jeg også er helt vildt med, den er bare så flot.



Lidt hurtige billeder, da jeg midt i havearbejdet fik hyret en fotograf, så var det hurtigt af med jakken og vesten på, man må jo gribe chancen når den er der.
Ærmekanten ruller lidt, men så på den opstrikkede model at det skulle den også.
Det er lidt svært at se, men den smukke knap fandt jeg også hos Garniture, som jeg var et smut forbi i tirsdags, lækker butik og supergod betjening, den er et besøg værd, hvis i er på de kanter. Knappen er kun til pynt, har sat en tryklås under, kan se at jeg skal have den rykket lidt ind, for den må godt lukke lidt tættere.
Og jeg købte ikke noget garn!!!! Kun knapper....



Faktaboks:

Garn: 150 gr. Duo Merino, fv. 599 m, smuk grå/brun med lidt sort i.
Design: Cecilia vest af Else Schjellerup for Designclub.
Pinde: Addi lace nr. 2.5 og 3.

Og nu vil jeg smutte i haven igen, det er om at benytte det fine vejr, når det er her. Kan i have en fortsat god søndag derude.
I aften satser jeg på at Spidskompetence måske får et par pinde.

lørdag den 30. januar 2010

Drops vest

Det går lidt langsomt her med at få blogget, men har da strikket noget selvom det ikke helt kører efter bogen for tiden.
Var færdig med Olive, men den blev alt for lang, så måtte pille op igen, og nu ligger den og venter på at få strikket kanten forneden. Og sjalet nærmer sig sin afslutning, havde problemer med at styre den lange pind, og de biser foroven på sjalet tog sin tid at få lavet.
Men har da fået denne vest færdig, men desværre er den lige et nummer for lille til mig, men en kollega kunne passe den, det var jo dejligt.



Jeg faldt for det hæklede i denne model, det skulle bare afprøves, og garnet har jeg jo rigeligt af på lageret og den er strikket med dobbelt tråd og gik meget hurtigt med at få den færdig.




Faktaboks:

Garn: 175 gr. Shetlandsuld fv. 20 fra Garn.dk, strikket med dobbelt tråd.
Design: Drops 117-3 fra Garnstudio.
Pinde: 4.5 Addi Turbo, og hæklenål nr. 4.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg ødelagt min Sukkertrøje, det er åbenbart ikke meningen at jeg må få lov at eje sådan en. Der røg en glød ud af brændeovnen lige for oven på forstykket, og jeg opdagede det først da det begyndte at lugte brændt, for havde travlt med at få det væk der var faldet på gulvet. Må se om jeg kan lappe lidt på det, måske er jeg heldig at det ikke ses. Og nu vil jeg glæde mig til årets første strikkecafe på torsdag, hvor Bente Geil kommer på visit, er blevet lidt vild med Spidskompetence, så mon ikke hun har kit med til den.
Og vil lige ønske god weekend her i sneen til alle, vil sætte mig hen og få noget af pindene.

lørdag den 16. januar 2010

Pisa vest



Den var jo færdig i juleferien, men nåede jo ikke at blogge den. Havde den på, da jeg var på besøg hos Joan, og fik hende til at tage nogle billeder af den, det er de 2 nederste. Det øverste har jeg lige fået taget i dag, men belysningen er jo som på denne årstid ikke til at regne med. Og fordi jeg har kortet 5 cm af ærmegabene efter de første billeder.


Synes den var blevet for lang efter vask, har jo ikke brugt det originale garn, og dette uldgarn blev enormt langt i vask, ellers var det en drøm at strikke med, dejligt blødt og lækkert. Den har været længe undervejs, da den er sort, derfor kun strikket i dagslys i weekenderne.
Og vægten er skrevet af på sidste års regnskab, så det kan jo ikke blive årets første model...



Faktaboks:

Garn: 205 gr. Rowan 4 ply Soft, fv. 383.
Design: Pisavest af Else Schjellerup fra Design-club.dk
Pinde: 3.5 Addi turbo.

Weeeh, og nu er min lange rundpind kommet, så skal der samles masker op til kanten på Sommersjalet, øh, kom også lige til at bestille noget mere Supersoft den anden dag, host host, men det er til en trøje til husbonden, og den tager lang tid at strikke..... Og mangler så lige forsendelse af noget andet garn der skal bruges sammen med, håber det snart kommer, så jeg kan få slået op til den...:o))