Viser opslag med etiketten Westknits. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Westknits. Vis alle opslag
søndag den 20. oktober 2013
Color Craving
Hvis jeg havde set dette sjal færdig strikket, havde det overhovedet ikke fanget min interesse, det er godt nok mere sjældent end kønt, så det kan godt være at jeg ikke hopper på en mystisk KAL fra ham igen, før jeg har set hvad det ender ud med.
Jeg valgte den meget tidskrævende aflukning med en I-cord kant, den var noget pænere end den Picot aflukning han havde valgt.
Men det har været utroligt spændende at strikke, også fordi jeg kan lide udfordringen, og fik da brugt lidt lagergarn til det.
Faktaboks:
Garn: 188 gr. i alt af Shetlandsgarn i farverne: ny 48 - 81 gr., ny 13 - 58 gr., ny 34 - 49 gr.
Design: Color Craving af Stephen West.
Pinde: Addi Lace og Turbo nr. 4.
Der imod er jeg vildt tilfreds med mine nye sokker, det er bomuld/uldblanding, som jeg har prøvet før, og de er meget behagelige at have på, har en forstærkningstråd med i hælen, da de knapt er så slidstærke i det garn, og det er bare en helt klassisk toe-up model, kun med lidt snoning i ribkanten foroven.
Faktaboks:
Garn: 86 gr. Regia cotton i fv. 5433.
Design: Klassisk model.
Pinde: Addi Turbo rundpind nr. 2.5.
I kurven er Raven ved at være godt på vej, samt flere sokker, hold helt op, alle de sokker jeg har lavet i år.....
Men næste weekend står den på messe i Fredericia, så hvem ved hvad der kunne friste der, eller om jeg bare bliver helt rundt på gulvet og ikke kan bestemme mig, når der er så mange muligheder. Glæder mig meget til en hyggedag sammen med Joan.
torsdag den 26. september 2013
Sandt mysterium
Clue 2 var hurtigt strikket færdig på Color Craving, og var vildt spændt på om jeg kunne se hvad var op og ned på dette sjal, men det er stadig et sandt mysterium hvordan det kommer til at se ud.
Det er virkeligt sjovt at lave sådan noget, hvor man hele tiden sidder og kigger på det for at finde ud af hvad det ender med.
Glæder mig til det 3. clue kommer imorgen, Stephen West har virkelig fået mange til at vride hjernecellerne med dette mønster.
Opskriften er nem at forstå og der er lavet videoer til, så selv en ny-strikker kan forstå det, dejligt at der bliver gjort så meget ud af det.
Ellers bliver der ikke strikket meget her på kanalen, det er mest i weekenden tiden er til det, og heldigvis har jeg jo en 3 dages weekend, selvom det er hårdt at arbejde så mange timer til hverdag.
God strikke weekend til alle.... :o)
søndag den 25. august 2013
Melodi
Tak for hjælp med hensyn til Superwash-begrebet, havde misforstået det, så fremover bliver alle sokker vasket på uldprogram her, med mindre de er strikket af garn som Opal og Fortissima, som jeg ved kan tåle almindelig vask. Og min Malabrigo bliver ikke brugt til sokker.
Og modellen herunder er også vasket på uldprogram....
Den hedder Melodi, og har været rigtig spændende at strikke, dejligt med lidt udfordring, og så er der ingen montering andet end en lille åbning under armen der skal syes sammen.
Eneste minus fra min side er at den er meget kort, har strukket den alt det jeg kunne da den var våd, og kunne ikke greje at få den længere, har lavet den med flest mulig riller i højden og efter medium i bredden, var bange for at ærmegab ikke ville passe hvis jeg lavede den for lang. Den sidder perfekt, og skal helt sikkert blive brugt når det bliver koldere igen.
Kombination af garn bliver helt klart en favorit her fremover, den skønne Samarkand og så Drops Lace, den gør det utroligt blødt og lækkert, og jeg er fri for Isager's Alpaca 1, som jeg synes fælder så meget, det gør denne her ikke. Minus er så at den ikke findes i så mange farver. Den er bare så blød så blød. Flere billeder på Ravelry.
Faktaboks:
Garn: 276 gr. i alt, 160 gr. Samarkand i fv. Walnut og 116 gr. Drops Lace i fv. 5310.
Design: Melodi af Annette Danielsen fra hæftet Fin og finurlig.
Pinde: Addi Turbo nr. 4.
Ja, ups, kom til at melde mig til en KAL igen, synes hans sjal sidste år var så flot, så vil da prøve igen og se hvad han finder på denne gang. Regner med at bruge lagergarn, har fundet noget som passer til det der skal bruges. Den starter fredag d. 13. september og mønsteret er i 4 dele, og det er jo passende at jeg lige har fri om fredagen, hvis den altså ikke bruges til at have overarbejdstimer i.
Andre der er med????
søndag den 19. august 2012
Rockefeller
Meget smukt lille sjal fra Stephen West's design, og sjovt at være med i en knit-along igen, det er en del år siden jeg har prøvet det, og dette her var kun i 4 clue's, så det var til at overse.
Jeg har ikke ændret noget som helst i opskriften, som mange der var med ellers har, synes det er godt nok som det er og er især helt vild med den smukke kant, der ellers ville blive lang og sjasket, hvis man bare strikkede retriller helt ud til kanten, den ide kan genbruges til mange andre ting.
Faktaboks:
Garn: 200 gr. i alt, bundfarve med 100 gr. Kauni i fv. CC og 100 gr. Noro Kureyon Sock i fv. S 188.
Design: Rockefeller af Stephen West.
Pinde: Addi Turbo nr. 3.
Har lagt flere billeder ind på Ravelry, desværre ingen fotomodel så man kan se det på.
Nu nærmer strikkekurven sig bunden og jeg må starte på noget nyt, har tyvstartet med Robin, og garn lagt klar til et vinterprojekt. Lige nu er det næsten for varmt til at tænke på store uldtrøjer, men ved jo at tiden lige pludselig er her igen.
God søndag derude i varmen!
søndag den 29. juli 2012
Rockefeller clue 2
Fik lige lavet clue 2 færdig i går, så jeg kunne komme igang med det 3. clue som kom fredag. Er ikke så vild med udtagningerne der giver huller, overvejede om jeg skulle lave dem om, men ville så alligevel ikke ændre på hans design. Men kan godt lide farverne som Noro sokkegarnet giver, her er billedet med blitz, som ikke lige gengiver farverne korrekt.
Jeg fik nemlig andre opgaver at strikke i denne uge, nemlig denne "fisk".........
Havde desværre ikke noget garn i lyserød liggende der kunne maskinvaskes, så det endte ud med en rest sokkegarn i grå farver.
Min niece har fået denne lille pige, som er meget kuldskær, og hun er kun en lille baby, så det gjorde ikke så meget med farven, for hun vokser jo hurtigt ud af den, og moster har lovet at lave en lyserød når hun bliver voksen, så må ud og finde egnet garn.
Fik den afleveret i går, og babyen var så træt at hun gad ikke være fotomodel, men den passer hende fint, hun er jo ikke større end tobak for en skilling, bare så nuttet.
Faktaboks:
Garn: 38 gr. Hot Socks Spectra i fv. 50, strikket med 2 tråde.
Design: Drops nr. 0-835 i str. xs.
Pinde: Addi Turbo nr. 4, for at den ikke skulle blive for stor.
Ellers er strikketid meget begrænset lige nu, jeg arbejder fast om aftenen, så det bliver ikke til mange pinde om formiddagen, synes tiden flyver og lige pludselig skal man afsted, men jeg er glad for vikariatet og håber det varer et stykke tid.
lørdag den 14. juli 2012
Josephine
Josephine færdig, nu mangler jeg så bare at vejret bliver til at bruge den.
Opskriften har jeg haft liggende i mange år, ved ikke hvorfor den aldrig er kommet igang, men da jeg igen så modellen udstillet hos Garniture tænkte jeg at nu skulle det være, samtidig med at de havde Isager bomuld af den gamle slags på tilbud, så fik jeg endelig taget mig sammen til at strikke den.
Oprindelig er min opskrift uden det lille ærme, men ved hjælp fra Yt, fik jeg den lavet som den jeg så hos Garniture, er lidt i tvivl om at ærmerne flaprer for meget.
Faktaboks:
Garn: 226 gr. Isager bomuld i fv. 10.
Design: Josephine af Lone Ipsen for Isager strik.
Pinde: Addi Turbo nr. 2.5.
Den har været dejlig at strikke, men man skal tælle hele tiden, så helst ikke forstyrres alt for meget, for så går det galt.....
Nu er starten endelig gået på det mystiske sjal, alt tegner godt i det første clue, som jeg har nået ca. halvdelen af i går, da opskriften blev frigivet, regner med at tage resten i aften, spændt på hvordan Noro garnet bliver med farveskiftene, og hvad det ender ud med, lige nu forestiller jeg mig at det første clue her, er rundt i nakken og så måske skal der samles masker op rundt og strikkes nedad, men det er bare en tanke, måske er det noget helt andet han har tænkt sig, glæder mig allerede til næste clue på fredag.
Fik kun lov at holde "fri" 3 dage, så var der et vikariat til mig, og det var lige det jeg havde ønsket mig, det kunne ikke være bedre, skal være der 4 uger, og måske længere, jeg tager hvad jeg kan få, desværre er det også et firma der er ved at flytte udenlands, der er snart svært at finde jobs her på Fyn.
Abonner på:
Opslag (Atom)

