Viser opslag med etiketten Victorian Lace Today. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Victorian Lace Today. Vis alle opslag

onsdag den 12. oktober 2011

Three Cornered Shawl

 Hej, hvis her er nogen endnu, bloggen her er vist blevet lidt støvet og forsømt i den sidste tid, men regner med at være tilbage i blogland efter et meget hårdt kursus, ikke i sværhed, men det har krævet meget energi at skulle tænke så meget hver dag, så har været helt udkørt når jeg kom hjem.
Så undskyld for manglende kommentarer rundt omkring, har slet ikke set ret meget af, hvad i har lavet i den sidste måneds tid.


Men strikket det har jeg da nået lidt af, bare for at stresse ned om aftenen, det er et godt stykke tid siden jeg blev færdig med dette sjal, men nu er det blokket og ligger klar til brug.
Det har været skønt at strikke, første gang jeg strikker et sjal fra bunden og op med alle masker på pinden, havde mit hyr med at styre de over 600 masker i det rette mønster, der blev også pillet op og lavet fra start igen.
Men når der først er orden på det, er det et utroligt nemt mønster at lave, det gentager sig hele tiden, så det er hurtigt at memorere, og så er det dejligt at der bliver mindre og mindre masker.
Var lidt i tvivl om kanten skulle strikkes på, kunne se at flere på Ravelry havde valgt den fra, men er ganske godt tilfreds med resultatet, det giver lige det sidste. Ellers havde jeg ikke behøvet at starte på det sidste nøgle garn, så passede det lige med 100 gr. Garnet som jeg købte for lang tid siden, til en mystisk knitalong, men det nåede ikke at komme, inden den var langt henne, så opgav jeg at være med.


Resultatet er et meget smukt, blødt og let sjal, trods garnet havde mange knuder og klumper, var det skønt at strikke med, og det har et smukt blankt skær.
Det fyldte 4 havestolshynder af de lange + en hynde til spidsen, da det skulle spændes ud.

Faktaboks:

Garn: 115 gr. Jaggerspun Zephyr wool-silk 2/18 i fv. suede.
Design: Three Cornered Shawl af Jane Sowerby fra bogen Victorian Lace Today.
Pinde: Addi Lace nr. 3.5.


Nu vil jeg få ryddet op i min strikkekurv, der ligger en del ufo'er, der lige skal kigges lidt på, for der må jo være plads, hvis jeg nu skulle falde over noget på Kreative Dage i Fredericia, hvor jeg regner med at tilbringe hele lørdagen.

lørdag den 25. juli 2009

Cherry Leaf Shawl



Mit allerførste projekt fra bogen Victorian Lace Today, som jeg købte sidste år, og først nu har fået taget mig sammen til at få lavet noget fra. Det hjalp at jeg havde pakket mine projektposer, for nu er det bare at gå igang med det planlagte.



Helt rigtigt hedder det Shoulder Shawl in Cherry Leaf Pattern, og det er et bladmønster som er utroligt hurtigt at lære udenad, og det er også lang tid siden jeg har startet et sjal fra nederste spids. Der er blevet regnet og regnet for at få garnmængden til at række, og for en gangs skyld lykkedes det mig at få det til at passe helt perfekt, der er kun et par meter tilovers, klap klap, host host.....

Kanten er strikket på sjalet bagefter, dvs. har ikke brudt tråden, men slået op foroven hvor bladmønsteret sluttede og så strikket kanten ved at samle en maske op og strikke den sammen med den første på pinden. Hele vejen rundt, i spidsen er der bare samlet op i samme maske lidt flere gange.




Faktaboks:

Garn: 100 gr. Navia Uno, fv. 14.
Design: Cherry Leaf Shawl af Jane Sowerby fra bogen Victorian Lace Today.
Pinde: 3.75 Addi Lace - garnet glider utroligt let over pindene, en fornøjelse!!

Alle billeder kan klikkes større!!!

Og så er det mit første sjal til Webstriks Kal-sjal-cal, som jeg har meldt mig til i håb om at få gang i sjalerne igen. Og det må vist også være det sidste af de 12 projekter på Ravelry, har lige glemt at holde styr på antallet.

En uges ferie er tilbage, skal vist have svinget en malerpensel eller to, men skal jo også huske Fåredagen i Gummerup. Havde en forrygende lærerig dag i går, men 3 af webstriks dygtige spindere, hvor jeg så hvordan det egentlig gik for sig, når man laver garn, det er bare så flotte garner der kommer ud af deres hænder, kan slet ikke sammenlignes med det købte. Men jeg afholdt mig fra at prøve, for har vist rigeligt i at strikke, selvom de lokkede godt. Og Ulla havde bagt Hindbærsnitter, mums, de var gode. Og en tur hos Tanterne og DAD måtte der jo også til, for jyderne havde jo ikke set de garnbutikker før. Det afstedkom så også en smule garn mere til lageret, men det var så flotte farver og så ovenikøbet på udsalg...